Smartlog v3 » MissHotPants » Polterabend
Opret egen blog | Næste blog »

MissHotPants

Damen med det totalt løgnagtige navn

Polterabend

20. Aug 2006 21:58, MissHotPants

Min lille hemmelighed er nu opdaget, og dagen i går bød på kidnapning med efterfølgende lang dag i polterabend humør. Min kære broder, Brian skal giftes med skønne Karin den 16. september, men inden da måtte vi lige have dem ud til lidt sjov og ballade. De var ellers fuldt overbevist om, at der ikke nåede at blive nogen da de har fuldt program i hver eneste weekend frem til brylluppet. Men de erfarede så, at den bookning de havde i går blot var en del af et større cover up.

Banditterne var ellers ved at slippe fra os. Da alle gerningsmænd og kvinder var samlet på det aftalte sted, og kidnapningen var få minutter væk, observerede vi den lille familie køre forbi os med kurs mod Hjørring. Gode råd var værdsatte, og brudens mor som var med for at overtage de små, greb telefonen og ringede til dem, og fik dem kaldt tilbage til deres matrikel under påskud af at hun lige var kommet et smut forbi. Før de nåede at tage derfra igen fik vi brudgommen fanget udenfor hjemmet i færd med at nyde en stille formiddagssmøg, og bruden igang med at koge æg til frokost inden i køkkenet, som hurtigt blev aflyst til fordel for vores medbragte hotdogs.

Efter pølserne fik det glade par deres dragter på, og det er et af de sjældne tilfælde, hvor englen og djævlen godt kan finde ud af at være på samme hold. På samme hold havde vi alle valgt at være hele dagen, og drog derfor til Action House i Løkken, hvor der var gocart grandprix i tre kvarter. Ikke alle kom igennem det med størst elegance, men hver og en morede sig gevaldigt.

Inden vi drog videre blev der kæmpet kampe i neonbelyste kringlede gange med laserpistoler, hvor mere end én formåede at skyde sig selv op til flere gange. Frederikshavn havde i denne weekend Tordenskjoldsfest, hvor vi førte parret hen. Efter at have siddet i ly for en kraftig tordenbyge i ca. ti minutter efter ankomst, indtog Karin & Brian år 1717, hvor de serverede kys og futuristiske drinks for folket. Egen mad og drikke blev indtaget på Empire, som havde portioner så store at mange sad med store, tykke og ømme maver bagefter og en enkelt fandt fem minutters morfartid på langs.

Natten blev tilbragt hos Sussi og Leo, hvor der blev grinet, snakket, danset, sunget og hygget indtil vores brugte korpusser ikke kunne holde til ret meget andet end turen hjem. Det blev en lang dag, og den polterabend som brudeparret havde troet sig fri for blev en succes.

Kommentarer

  1. Polterabend
    31. May 2012 21:46
    1

    Håber I har haft en super duper polterabend. Hvis I har brug for inspiration til en anden gang, så kan I jo tage et kik på: http://polterabendevent.dk Her er mange sjove aktiviteter til en polterabend :-)

Tags

Arkiv