Jeg; et skilsmissebarn
Jeg har lige set programmet "Det gælder livet" på DRs hjemmeside. Afsnittet omhandlede en ung pige som hele to gange i sine teenage år forsøgte selvmord. Det er ikke debatten om selvmord jeg vil fokusere på, men derimod det som man finder mellem linierne, og det som mange tænker er årsagen til hendes problemer; hun er skilsmissebarn. Gang på gang både hører og læser jeg, at det er det som kan gøre et barns liv allermest ustabilt, ullykkeligt og er en katastrofe af store dimensioner. Pr. defination, næsten, er samtlige skilsmissebørn ulykkelige.
En aften tilbage da jeg var syv, sidder jeg inde på sengekanten af min mor og fars seng med far ved min siden. Ved hans fødder står hans harmonika, og mellem benene har han en sort plastiksæk, som han er i gang med at fylde op med tøj. Han forsøger at forklare mig, at han skal flytte ud for en stund, men vil være hjemme igen til min lillebrors fødselsdag i september. Forud for denne samtale ligger der dage og aftener, hvor jeg har set og hørt mine forældres skænderier. Jeg har inde fra mit værelse gennem væggen hørt store ord og hamrende knytnæver i bordet når de troede jeg sov. Disse gjorde mig mere nervøse og utilpasse end det fakta, at min far for en stund ville flytte ud. Min far flyttede aldrig hjem igen. I løbet af sommeren blev jeg under en ferie kaldt ind til fælles samtale med min mor og far, hvor de spurgte mig om jeg vidste hvad "skilsmisse" betød. Det gjorde jeg. De fortalte sammen, at det var det som ville ske med dem, men at dette ikke betød at jeg ville miste nogle af dem.
Jeg var kun syv år gammel, men de to beskrevne situationer husker jeg meget tydeligt. Men på intet tidspunkt følte jeg sorg, traumatisering eller ladt i stikken. Jeg fik valget om, hvem jeg ville være hos min unge alder til trods. Jeg blev inddraget i de områder som havde med mit ve og vel at gøre. Jeg valgte at blive hos min mor og blev i den forbindelse forsikret om, at jeg ikke ville såre min far.
Jeg er skilsmissebarn, og jeg vil gerne understrege at jeg er, og har altid været, lykkelig. Jeg har på intet tidspunkt lidt under skilsmissen, og jeg var ligeså velfungerende, til tider endnu mere, som mine jævnaldrende. Jo - der har da været følger af skilsmissen, men de har været af materiel karakter. Aldrig nogensinde har de været mentalt eller psykisk betonet. Mine forældre formåede at kommunikere med mig og hinanden imellem. Den dag i dag, ved jeg godt at ikke al kommunikation mellem dem var rosenrødt efter skilsmissen, men dette holdte de uden for min verden. Jeg har hele vejen igennem opfattet deres samarbejde som positivt og problemfrit. Jeg har haft fornemmelsen af, at selv om kærligheden mellem dem ikke bestod, så gjorde deres venskab. Det gør det til den dag i dag. Min far og mor deltager stadig til visse familiefester sammen, og har gennem årene til tider været støtten for den anden.
Jeg er et lykkeligt skilsmissebarn. Jeg vover at påstå, at jeg ville være en komplet anderledes person, havde de ikke gået fra hinanden. Mit "jeg" er et resultat af deres skilsmisse, og jeg ville ikke have været det foruden. Der var sågar et tidspunkt i mine teenage år, hvor min mor og far begyndte at se lidt til hinanden igen, som jeg højlydt modarbejdede. Det at min mor og far faktisk skulle være mor og far sammen, hørte slet ikke til i min verden. Om det var min holdning og modarbejdelse som forhindrede dem i at finde sammen skal jeg ikke kunne sige, men sammen fandt de ikke igen.
Grundet mine lykkelige omstændigheder gennem hele affæren med skilsmisse og hvad der derefter fulgte, kan jeg blive ret så stødt over alle dem som konsekvent påstår at det er skadeligt for barnet, når forældre går fra hinanden. Jeg bliver trodsig når de ytrer, at det er synd for barnet, og dets lykke bliver påvirket af en sådan opsplitning. Til alle regler er der en undtagelse (på nær når det gælder skat og død som det så elegant bliver udpeget i Joe Black), og man kan ikke skære alle skilsmissebørn over en kam. Jeg sender hermed håbet ud og forsikrer skilsmissebørn om, at det ikke er en selvfølge at skilsmisse ødelægger livet. Tværtimod kan det gøre livet aldeles godt!
Kommentarer
Skriv en kommentar
Links til dette indlæg
- http://www.google.dk/search?q=skilsmisseb%C3%B8rn&hl=da&s... ( 2. maj 2007)
- http://www.google.dk/search?hl=da&rlz=1T4ADBR_daDK218DK21... ( 1. maj 2007)
Tak, Heidi - hvor er det dejligt at læse din historie!
26. maj 2006 12:07Det er præcis dén version jeg gerne vil have mine børn til at fortælle om 20 år - at det var bedre for dem at jeg ikke er med deres far end at jeg var og blev ædt op.
Dejligt at vide at det KAN lade sig gøre!
Det kan det sagtens ACQ. Men jeg er slet ikke i tvivl om, at løsningen til succes er at forældrene gør al fodarbejdet.Det er dem som har nøglen til lykken. Uanset deres kontroverser og mislykkethed mht. deres forhold er det altoverskyggende vigtigt, at de i barnets øjne fremgår som samarbejdsvillige og velfungerende på netop dette område, og samtidig aldrig nogensinde sætte den anden part i et dårligt lys over for barnet. Formår man at følge disse "regler" har du et lykkeligt skilsmissebarn :o)
26. maj 2006 12:28Jeg har ikke mange minutter til rådighed lige nu, vil blot sige at jeg er enig med dig Heidi - jeg er også et lykkeligt skilsmissebarn.
26. maj 2006 17:09Tak for den beretning, Heidi. Rart at vide når man står på sidelinien af en skilsmisse der involverer de tre børn her i verdden, jeg holder allermest af. Min søsters.
27. maj 2006 10:06Tak!
Tak for at du gav mig et håb om at min datter, på trods af mit valg af en skilsmisse fra hendes far, kan blive et helt og lykkeligt menneske. Jeg vil huske dine råd om samarbejde og kommunikation i en positiv ånd, og forsøge at gøre mit til at den bevares mellem hendes far og jeg, som den heldigvis er i dag.
31. maj 2007 13:46Endnu engang 1000 tak!
Nu har du også været ektrem heldig.
21. jun 2007 19:29Der er os som bliver indblandet i det hele og altid vil miste det sidste af vores barndom og det første af vores ungdom fordi vi har manglet omsorg og opmærksomhed og mor og far altid var sure eller ked af det, og man skulle forholde sig til voksenting såsom depressioner og støtte.
Kommer det ikke også an på hvordan ens forældre er overfor hinanden? Jeg kan godt forstå at et barn får det dårligt hvis forældrene hele tiden skændes og råber ad hinanden osv...
18. nov 2007 18:03Det ER godt når det kan gå sådan, og sådan går det heldigvis også i mange tilfælde. Desværre er der også mange tilfælde hvor det IKKE går sådan, og desværre er både loven og holdninger således at mor altid er den bedste i verden, uanset hvad hun gør...
4. dec 2007 23:40http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article365933.ece
HeeJ
21. jan 2008 12:35Det er hvis ikke så godt det der?
Hvordan har du det så nu?
Håber du har et godt liv?
Knus diana?
?? HeeJ ??
21. jan 2008 12:36Jeg håber du har det godt???(L)(L)<3<3<3<3
21. jan 2008 12:37Diana, lol og Anonym; jeg ved godt ikke alle er rosenrøde, og det er - som jeg pointere - ene og alene forældrene som skal gøre alt fodarbejdet. Det er netop dem som skal sørge for at det bliver godt. Dem som skal sørge for at den uvenskab, surhed, uenighed og uvilje der er dem imellem på et personligt plan på ingen måde må affektere børnene. Lykkelig skilsmissebarn eller ej, så er det børnene der kommer til at stå lige i midten, og ude af stand til at gøre noget ved det.
29. mar 2008 11:07Man har som voksen, og i særdeleshed som forældre, pligt til at sørge for at børnene ikke blive påvirket negativt i en sådan svær beslutning. Det er ene og alene deres ansvar at forholdet forældrene imellem virker når børnene er i nærheden; og det uanset hvordan man end føler for sin tidligere bedre halvdel. Læg alt det til side når børnene er der, og for guds skyld aldrig nogensinde påvirke barnet med negativ omtale om den anden forældre. Lad være med at bruge børnene som skyts!
Argumenter, råb, skændtes og beskyld alt det I vil, men gør det når børnene ikke er i nærheden, og vær voksen nok til at vise at I er velfungerende forældre. I har et ansvar over for børnene ved at vise at I, i det mindste er i stand til at opdrage og udvikle børnene positivt. De skal ikke være ofre for at I ikke kunne finde ud af det - vis dem i stedet at I faktisk godt kan finde ud af at fungere på det punkt! Det er altså et spørgsmål om vilje. Når en forældre går og er sur, tvær, skændes og snakker skidt om den anden forældre er det jo ikke for at hjælpe barnet, men for at få afløb for Jeres egen vrede. Hvorfor er det nødvendigt at inddrage børnene i det? Hvad får de ud af det andet end at de bliver kede af det og forvirret.
Mine forældre, som sagt, havde så sandelig også deres uenigheder, og de har rigtig mange gange været i totterne på hinanden efter deres skilsmisse. De har kaldt hinanden mange navne, og hver især forbandet den anden over for deres egen omgangskreds. Der har været mange tidspunkter, hvor de ikke har været i stand til at være i rum eller hus sammen. Men når det kom til jeg og min bror var de voksne nok til at tænke på os og vores velbefindende, frem for dem selv og deres. Det kan alle gøre; igen - det er et spørgsmål om vilje!
Syntes det er rigtig det du har skrevet og syntes det lyder som en rigtig fin holdning eller, hvad man kan sige.. jeg er iik selv skilsmissebarn, men ska' til a være det.. Har et enkelt spøgsmål, var du slet iik ked a det i starten? ;o
26. maj 2008 12:43Syntes det er rigtig det du har skrevet og syntes det lyder som en rigtig fin holdning eller, hvad man kan sige.. jeg er iik selv skilsmissebarn, men ska' til a være det.. Har et enkelt spøgsmål, var du slet iik ked a det i starten? ;o
26. maj 2008 12:43Syntes det er rigtig det du har skrevet og syntes det lyder som en rigtig fin holdning eller, hvad man kan sige.. jeg er iik selv skilsmissebarn, men ska' til a være det.. Har et enkelt spøgsmål, var du slet iik ked a det i starten? ;o
26. maj 2008 12:43Hej H..
24. sep 2008 15:29Jeg synes det var rart at læse, selvom jeg dog ved at dette kan være svært. I sær med en ny kæreste til f.eks. faren som presser på og bliver ulykkelig over at han snakker med moren til børnene.
Vil ikke sige du er heldig fordi du har det godt, men at du er heldig dine forældre har haft det overskud som mange mangler i en skilsmisse.
Det er jo vigtigt at børnene som er "uskyldige" i dette ikke lider skade. Hvilket du jo f.eks. siger kan lade sig gøre ikke at at gøre. Dog kan det være svært at beherske sig mv. og for en ny kæreste er det utrolig sværtat tolerere.
Tak for din artikel. Ved nu endnu mere hvor stor betydning det kan have at forældrene godt kan snakke sammen mv. trods følelser mv.
Da den ene part gerne vil...
At man bliver nødt til at lække på jalouxien...
Hej Heidi
2. nov 2008 18:26Tak for din gode historie. Den fik mit dårlige humør til at stige lidt.
Mvh
Peter
Hej,
9. dec 2008 11:58Jeg er overbevist om, at en skilsmisse kan være forholdsvis "lykkelig". Men man må aldrig glemme, hvor slemme konsekvenser en skilsmisse kan få for børnene, hvis de voksne ikke opfører sig voksent.
Jeg er selv skilsmissebarn (nu voksen) og har oplevet, hvordan man kan få "forældre for sine forældre"-rollen. Situationen kan være så slem, at man tilsidesætter sine egne behov for at passe på mor og far. Det er ikke sundt.
Har oplevet hvordan den ene forældre vil straffe den anden økonomisk, så børnene oplever at blive fattige. Og hvordan man kan forsøge bare at overleve i en langvarig skilsmissesituation, så det går ud over skolegang og ikke mindst selvværdet, så man får en uheldig rolle blandt de jævnaldrende.
Hermed nogle råd omkring skilsmisser:
1: Overbring altid nyheden om skilsmissen til børnene i fællesskab.
2: Tal med børnene løbende om den nye situation. Det er ikke nødvendigvis et godt signal, at de ikke siger noget. - De har muligvis medlidenhed med forældrene.
3: Tag Jer sammen og tal sammen om børnenes situation - OG SÆT DERES BEHOV OVER JERES EGNE
4: Bid stoltheden i Jer og tag med til fødselsdage, konfirmationer etc. selvom eks-svigerfamilien kommer med.
5: Hvis du tror, at du straffer eksen ved forskellige ting, så tager du fejl. Det går mest ud over børnene.
Der er en udbredt misforståelse om, at forældrene får mere overskud til børnene, når de bliver skilt. - Så børnene derved får mere opmærksomhed. Sådan burde det være, men det kan også ske, at forældrene bliver så opslugte af egne problemer, at børnene svigtes.
9. dec 2008 13:52jeg er ved at skrive en opgave om at være skilsmissebarn me vor mange har det godt med det og hvor mange har det dårligt.
23. feb 2009 19:33