Smartlog v3 » MissHotPants » Goddag Mand Økseskaft
Opret egen blog | Næste blog »

MissHotPants

Damen med det totalt løgnagtige navn

Goddag Mand Økseskaft

22. Mar 2007 22:02, MissHotPants

For ikke så lang tid siden, kom jeg i samtale omkring barndomsuvenner. Jeg tror vi alle har haft et par stykker som vi ikke bare var uvenner med eller ikke kunne lide, men direkte hadede. Dybt og inderligt. Synet af dem frembragte impulsiv, øjeblikkelig og uundgåelig arrigskab som kastede sig ud i alskens slagsmål eller skænderier. Jeg havde også en arvefjende da jeg var under de ti. Thomas hed han. Og faktisk var mit had til ham så stort, og et af vore skænderier var så voldsomt, at det var ved at gå rent galt.

Thomas boede på vejen, hvor min farmor og farfar boede. Han var genboernes søn. Tre år yngre end jeg var han, og ham og jeg kunne overhovedet ikke sammen. Der var krig på gaflen i det øjeblik vi så på hinanden. Meget af mine sommerferie og andre ferie hos farmor og farfar er gået med at skændes og sloges med ham. Jeg tror, i bakspejlet, at grunden til at netop han fik mit temperement helt op at ringe, var fordi han ikke bakkede væk. Han blev ved og lod sig ikke kue. Jeg kunne ikke få magten over ham.

En sommer, hvor jeg var ca. syv-otte år gammel, havde vi haft vores vanlige skænderi, som var endt med at han med sine træsko havde sparket mig over skinnebenet. Jeg blev så arrig, at jeg resolut gik over i min farfars garage og hentede en økse. Med denne ved hånden gik jeg målrettet over mod Thomas, som stadig stod og råbte efter mig. Jeg fik ham trængt op i en krog, og mens han stod der fik jeg øksen hævet over mit hovede, og var godt i gang med at svinge den ind over ham da en hånd griber fat i min arm. I sidste øjeblik var min farmor kommet ud, og fik mig stoppet fra at økse Thomas. Jeg tror til den dag i dag, at havde min farmor ikke grebet ind lige netop der, havde jeg gjort stor skade på ham. Hvor skidt det end var, så havde det faktisk den effekt, at Thomas endelig bakkede af. Han holdte sig næsten væk, og var sjældent derefter i min rækkevidde. Men tænk hvis nu...

Måske der er noget med økser i min familie. For jeg har været i kambolage med den en anden gang også, hvor jeg så stod i den modsatte ende. Indtil jeg var syv år gammel boede vi på en lille villavej, hvor der var tre store børn, og tre små børn. De store mod de små. Bølgerne kunne gå meget højt, og det var naturligvis sådan at vi store til enhver tid kunne overtrumle de små. Der har været mange kampe med hver sit hold på hver sin side af vejen, hvor der har fløjet både skældsord og sten gennem luften mod hinanden, men heldigvis også ligeså mange gange, hvor vi har leget sammen i al fordragelighed. En sommer ramte vi dog blot grænsen for min lillebror. Han var ene lille mand på skansen, og vi tre store havde åbenbart gjort vores. Den bette gut på ca. fire eller fem render i vores garage og henter den økse som min far kløvede brænde med, og havde klare intentioner om, at nu skulle vi store betale gælden! Dog havde min lillebror ikke taget med i sin plan, at øksen var en tand tung; lidt tungere end han magtede, så alt det blev til var en Brian som jagtede os tre store med en økse slæbende hen over jorden efter sig. Løftet den fik han aldrig da det var en opgave som var lidt for stor til ham.

Når man sådan tænker tilbage, kan man godt blive lidt overrasket over, hvor voldsom man selv kunne være i sine metoder på at vinde kampen, men samtidig også blive noget forundret over, hvor "ondskabsfulde" børn kan være mod hinanden. Jeg håber, at de børn som går igennem lignene oplevelser i dag kommer ud af det på samme side som jeg gjorde; med et smil og en forundring samt hel og uskadt.

Links til dette indlæg

  1. http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&ie=UTF-8&r... ( 7. May 2007)
  2. http://www.google.dk/search?sourceid=navclient&ie=UTF-8&r... ( 7. May 2007)

Tags

Arkiv